Om Ankhlo
Mit logo og navnet Ankhlo er en sammensætning af Ankh-korset og lotusblomsten.
Om Ankhlo
Ordet Ankh betyder nøgle, og symbolet Ankh repræsenterer liv. Ankh-korset er derfor kendt som ”Livets nøgle”. Det repræsenterer selvindsigt og anses også for at være nøglen til at finde skjult visdom, kraft og autoritet, hvilket giver mulighed for at frigøre sig fra vildfarelser i den materielle verden og finde sig selv.
Lotusblomsten har mange betydninger, men symboliserer blandt andet potentialet og modet til udvikling og personlig vækst. Den rejser sig fra mudret vand, hvilket gør den til et kraftfuldt symbol på evnen til at overvinde livets forhindringer og bevæge sig uden for sin komfortzone for at opnå indre styrke og transformation – uanset hvor udfordrende udgangspunktet måtte være.
Om mig
Ankhlo repræsenterer mit livssyn – jeg tror på, at alle, med livets nøgle, har potentiale til forandring og til at udvikle sig til den bedste version af sig selv uanset udgangspunkt.
Hele mit voksenliv har jeg arbejdet med motivation i praksis. Jeg har især fokuseret på at finde den indre motivation hos børn og unge i undervisningsmiljøer, men også på at hjælpe mennesker med at finde motivationen til at dyrke motion, få styr på økonomien og til livet generelt.
Motivation er kernen i alt, hvad jeg gør, både professionelt og i min fritid. Dette har været min tilgang som efterskolelærer, i mine ledelsesroller, som holdinstruktør og personlig træner, samt i de mange frivillige roller, jeg har påtaget mig.
Teoretisk har jeg fordybet mig i motivationsteorier gennem min læreruddannelse samt på min diplomuddannelse i vejledning og ledelse. Fra et videnskabsteoretisk perspektiv kan man sige, at mit livssyn afspejler socialkonstruktionismen – jeg anvender en narrativ tilgang i praksis og er ukuelig optimist.
Narrativer, er de historier, vi fortæller om os selv, og jeg tror på, at de narrativer, vi vælger at fokusere på, former vores virkelighed. Ofte er det lettere at styrke de negative fortællinger end de positive, og det er her, jeg kan hjælpe dig på din rejse. Gennem en coachende tilgang arbejder vi sammen på at identificere og styrke de positive narrativer – måske endda skabe nye – for at nå dine eller dine børns mål. Men det er vigtigt at huske, at det ikke er et quick fix; ægte forandring tager tid.
Vores adfærd afspejler, hvad der motiverer os, og hvis ændringer ikke føles livsnødvendige, skal vi ofte lede andre steder for at finde den nødvendige motivation. Relationer og engagement fra en lærer eller personlig træner er afgørende, da det kan være med til at narre hjernen til at forvente en belønning og dermed skabe motivation gennem øget dopaminproduktion.
Om baggrunden for min tilgang til træning
Efter mange år i håndboldverdenen, har jeg udviklet en dyb forståelse for hvor vigtig korrekt teknik er for at forebygge skader. Jeg har selv gennemgået operationer i begge hofter, fået rekonstrueret korsbånd og kæmpet med problemer i både skuldre og ankler som følge af adskillige forstuvninger. Som personlig træner har jeg derfor meget fokus på, at man får en sund og stærk krop, så man kan være skade- og smertefri hele livet.
Min uddannelsesbaggrund inden for sport og fitness inkluderer certificering som Les Mills Bodypump-instruktør, Energy-instruktør (herunder abattack, assattack, puls/styrke, og HIIT fra Fitness World), stepaerobic-instruktør, løbetræner fra DGI, Yin Yoga instruktør, samt personlig træner fra ISSA, og jeg har mere end 15 års erfaring med holdtræning.
Om mig og min baggrund for at undervise
Min undervisning bygger på en dyb interesse for barnets og den unges trivsel – både fagligt og personligt. Jeg lægger stor vægt på at styrke selvværd, selvtillid og tillid hos mine elever. Det er vigtigt for mig at møde eleven dér, hvor han eller hun er – mentalt såvel som fagligt – og skabe et trygt og motiverende læringsrum, hvor styrker og interesser bliver en aktiv del af undervisningen.
Jeg har erfaring med undervisning i dansk, engelsk, matematik, tysk, idræt og musik for elever fra 5. til 10. klasse, og mit mål er altid at gøre undervisningen vedkommende og meningsfuld. I min tilgang tager jeg udgangspunkt i elevcentreret undervisning, hvor læringen skabes i et samarbejde mellem elev og underviser. Denne tilgang har jeg løbende udviklet på gennem mit arbejde som lærer, og teoretisk har jeg efterfølgende designet en ny samskabelsesmodel på et modul på diplomuddannelsen i ledelse. Her vendes de traditionelle roller på hovedet – eleven er aktiv medskaber af læringsprocessen, mens underviseren fungerer som vejleder og sparringspartner.
Jeg arbejder desuden med motivationsteori og har særlig fokus på, hvordan fysisk aktivitet og bevægelse kan øge motivation og læring – især hos yngre elever. Børn i urtiden var skabt til at bevæge sig for at blive stærkere og forberede sig på at kunne jage som voksne. Voksne var derimod skabt til at være “dovne”, fordi energien skulle gemmes til jagten. Vores hjerner er ikke fulgt med tiden – og når vi som voksne i dag tilrettelægger undervisning, gør vi det ofte på en måde, vi selv ville foretrække som voksne. Det er efter min mening en vigtig årsag til mange af de udfordringer, vi ser i det traditionelle skolesystem i dag. Derfor arbejder jeg aktivt for at skabe en undervisning, der tager udgangspunkt i barnets natur, behov og måde at lære på.
